Der er uanede ridemuligheder omkring Attemosegaard, og ruter af alle længder.
Kort tur - 15-30 minutter
I Kirkeskoven som Attemosegaard støder op til, kan man ride en kort tur på ca. et kvarter eller mere hvis man tager flere stier eller flere omgange.
Ca. 1 time eller mere
Fra Kirkeskoven kan man krydse Øverødvej og komme over i Søllerød Naturpark, hvor der er gode ridestier. Rude Skov støder op til Søllerød Naturpark, så turen kan forlænges - meget eller lidt - med en tur i Rude Skov.
1,5-2 timer
I den anden retning kan man ride fra Kirkeskoven til Geels Skov og herfra via Ørholm til Ravnholm Skov.
Over 2 timer
Ved at krydse Attemosevej og følge ridestien over Skodsborgvej til Mølleåen og Jægerborg Hegn, kan man komme i Dyrehaven. Her er der et utal af gode ridestier der fører rundt. F.eks. kan man tage en tur via Hjortekær og den gamle galopbane til Eremitageslottet. Herfra kan turen forlænges yderligere rundt i Dyrehaven, eller man kan ride hjem via Rådvad. Rådvad Kro har en hestebar, hvor man kan få serveret lidt at drikke på hesteryg, imens hesten får sig en pause og en gulerod.
Der kræves ridekort til Jægersborg Hegn og Dyrehaven. Det er tilknyttet hesten og købes hos Skov og Naturstyrelsen. Ridekortet koster ca. 600 kr. for et år. For det får man adgang til mange rigtigt gode og som regel velholdte ridestier i et stort område.